|
Sommerferie 2009 Limone - Gardasøen
Vores sommerferie 2009 var bestemt til at gå til Limone ved Gardasøen, nærmere bestemt Camping Garda i Limone, en plads vi har besøgt før, og er meget glade for. Ferien i år skulle være ren afslapning, og skulle foregå sammen med vores venner og naboer Susan og Ole. De havde sammen indstilling til afslapning så vi bestilte 12 overnatninger i Limone. Vi aftalte samtidig, at vi ville bruge et par dage til at køre derned. Lørdag d. 2/8 kørte vi så afsted fra Herfølge, vi havde bestemt at vi ville nå til Northeim den første dag, her ligger en god lille overnatningsplads Camping Sultmer Berg som vi har benyttet før.
Så er vi installeret på Sultmer Berg
Vi nåede en færge før den vi havde planlagt, og så gik turen sydover - nu var ferien begyndt. Klimaet var dejligt behageligt og vi ankom til Northeim kl ca 1500. Herefter fik vi sat vognene på plads og fik derefter en forfriskning. Vi gik derefter op til den lille hytte der er på pladsen og fik lidt at spise. Dagen efter kørte vi afsted kl 8.30 med kurs mod Tenda Camping ved München, som var vores næste mål. Det gik rigtigt godt og vi kom hurtig frem mod målet, men efterhånden skiftede vejret noget, det blev gråt og overskyet og det begyndte at regne. Efterhånden som vi nærmede os campingpladsen, tog regnen til i styrke. Vi nåede dog frem, men måtte holde langt nede af tilkørselsvejen, da mange havde fået den ide at de ville ind og overnatte.
På pladsen var en dejlig restaurant, og vi besluttede at gå derop for at få noget at spise da vi efterhånden var ved at være godt sultne. Det skulle vise sig at blive en lidt kedelig affære, da de hverken havde styr på gæster eller personale, vi ventede en time på en øl. De kom så med maden efter 1 time og 45 min., men kun til vores venner, så gad vi ikke mere og gik hjem til vognen hvor vi fik lidt brød. Næste dag gik det afsted mod Gardasøen og Limone, hvor vi ankom i et dejligt vejr. Igen var det lidt specielt at køre af den smalle vej fra Riva til Limone. Vi fik tjekket ind på campingpladsen og kørte af den meget smalle vej ned til vandet. Vi havde bestilt første række til vandet, men det er ikke altid en garanti. Vi fik dog plads ud til vandet, men i forlængelse af hinanden og det var fint.
Da vi kom i orden på pladsen, viste det sig, at vi havde fået en kanon beliggenhed med udsigt over søen, "privat" strand og nogle fantastiske og søde naboer, et hold tyskere fra Erlangen (4 vogne der havde kommet der gennem mange år). Vi kunne hver eneste aften sidde og nyde mørket falde på og lysene blive tændt rundt om søen - DET var ferie. Selvfølgelig grillede vi på livet løs, hvorfor gå i byen med dette panorama lige uden for døren. Dagene gik med afslapning, badning ud og handle lidt ind en sejltur på søen og hygge om aftenen - vi havde det skønt.
Som tidligere nævt, lå der nogle tyskere fra Erlangen ved siden af os. Dem blev vi rigtigt gode venner med, og jeg har stadig kontakt med dem her efter hjemkomsten.
Efterhånden var det blevet tid til at pakke sammen. Men den sidste aften viste det sig, at Helmuth's kone havde fødselsdag, og pludselig blev vi inviteret til langbord hos tyskerne. Det blev dog ikke til så meget, da vi skulle køre næste dag, men det var hyggeligt og der blev talt meget om en god ferie.
Efter 14 dejlige dage ved Limone, gik turen hjemover mandag d. 17 august. Vejret var pragtfuldt og vi besluttede, at hvis det holdt, ville vi køre til hen under aften, og derefter overnatte på en rasteplads. Turen til næste år....tjaaa vi ved det ikke endnu, måske Kroatien, der har vi aldrig været. Mange hilsner |