Vi havde besluttet at køre langs kysten hele vejen (næsten) til Solvang. Det betyder også at det tidsmæssigt bliver en lang tur, så vi tog afsted fra Carmel kl. lidt i ni. Og så startede der ellers en helt fantastisk tur ned af Highway 1. Det ene “landskabsmaleri” efter det andet åbnede sig efter hvert sving. Når man står og kigger ned på stillehavet og de kæmpebølger der slår ind på de rå klipper, ja så fornemmer man lidt hvad naturen er for en størrelse.


Man kan dog se, at de ligesom vi, flere steder ved vestkysten, har problemer med at havet langsomt æder sig ind i landet. Selv om kysten her overvejende består af klipper, så er der alligevel flere steder hvor der også er “blød kyst”, og vi kunne se at de var igang med at kystsikre flere steder.

Lidt længere nede af Highway 1, mødte vi det kendte syn, af en stor søløvekoloni der ligger på stranden og soler sig, samtidig med de luffer sand ind over sig selv – der var virkelig mange.
Turen gik derefter mod dagens slutmål som er Solvang, en by vi har hørt skulle være en ren turistfælle, men den skulle prøves når nu vi er her. Vi trillede ind i Solvang ved 3 tiden. Og synes ved første øjekast ikke den ser så slem ud, Carmel vi var i igår, var langt værre. Så vi fik tjekket ind, og gik en tur i de to hovedgader (der er ligesom to der krydser hinanden, og åbenbart kæmper om turisternes gunst, da begge gader har en vindmølle).
Det blev selvfølgelig også til en tur hos bageren hvor vi fik kaffe og fransk vaffel og en spandauer – begge dele næsten bedre end i DK.



Om aftenen gik vi ud for at spise, og valget faldt på den Danske Restaurant Bit o’ Denmark, vi kunne se at nogle danskere havde givet den en dårlig anmeldelse, så den skulle selvfølgelig prøves. Vi ved ikke hvad de havde forventet – Laura’s mad eller, vi valgte en hakkebøf med spejlæg og en combo med medister/frikadelle, begge dele med kartofler, rødkål, agurkesalat og sovs, og vi blev ikke skuffet, tværtimod, rødkål og agurkesalat lavet bedre end mange steder i DK. Ja, sådan er smag og behag forskellig.
Vi kører sidste ben i morgen fra Solvang til LA, hvor vi flyver hjem torsdag, forvent derfor ikke flere indlæg lige nu, men jeg vender tilbage med foto galleri, budget og afrejse.
Tak for nu. Kommenter gerne mine indlæg eller spørg hvis du/I har spørgsmål.
Wow. Det lyder virkelig som om, i har haft en fed tur. Kunne godt tænke mig at se Solvang også. Har overvejet at arrangere en rejse selv, men er blevet anbefalet få hjælp fra USARejser.dk til at arrangere en roadtrip. Fedt, at man kan få medister. Det er sikkert tiltrængt 😀
Et Råd, gør det selv, det vil du ikke fortryde og det er absolut ikke svært. Brug René Frederiksens side den har givet os meget info